Serie iværksætteren Jonathan Løw, direktør i og indehaver af rådgivningsfirmaet Listen Louder – en virksomhed, der hjælper andre virksomheder med at tænke innovativt og agere entreprenant, mener, at ledere skal være bedre til at lytte til deres medarbejdere. Selvom vi tror, vi lytter, så viser en undersøgelse, at en leder i gennemsnittet kun lytter til medarbejderen i 18 sekunder, før de afbryder deres medarbejdere. Vi har en tendens, ikke blot ledere, til at ”lytte for at tale og ikke lytte for at lytte”, så når den anden person begynder at snakke, forholder vi os kun til den første del af det, personen siger, og glemmer at lytte til resten. Dette understøttes også af en anden undersøgelse, der viser, at vi kun husker halvdelen af den information, vi får i en samtale. Således går vi glip af rigtig meget viden og indsigt.
I dag får ledere tudet ørerne fulde af, at god kommunikation er godt for bundlinjen, da den fordrer effektivitet, medarbejdertrivsel, og godt samarbejde. Men at være god til at kommunikere betyder også, at kunne finde ud af at lytte til sine medarbejdere. At lytte er et buzzword, der ofte figurerer som en af de værdier, der kendetegner virksomheden, selvom realiteterne ofte er en helt anden. At lytte er ikke en disciplin, man undervises i på landets universiteter og lederuddannelser, måske fordi en leder er indbegrebet af autoritet og handlekraft – ikke en der sidder tilbage og lytter tålmodigt til sine medarbejdere.
Øv dig
Hvis du vil træne dine lytte-evner, har vi herunder oplistet et par gode råd til, hvordan du kan gribe det an:
- Lytte 80% af tiden og snakke 20% af tiden. Det handler om at indsamle al den viden du kan få, så du som leder har det bedst mulige grundlag at træffe beslutninger på.
- Lyt interesseret og tal op til medarbejderne, som nogle, der virkelig ved noget om deres kram.
- Undgå at afbryde, før medarbejderen er helt færdig med at snakke, og koncentrer dig om det, der bliver sagt, så du ikke går glip af vigtig information. Det gør det også nemmere at stille gode og konstruktive spørgsmål, samt at træffe gode beslutninger på et velinformeret grundlag
- Hvis du lytter til dine medarbejdere, er du også forpligtet til at handle på, hvad der bliver sagt. Ofte findes den mest værdifulde information hos medarbejderne, der hver dag sidder med problemstillingerne og kontakten til brugerne/kunderne. En stærk virksomhedsleder forsøger ikke at skubbe problemerne ind under gulvtæppet, men ser realiteterne i øjnene og handler på det.